Forholdsregler

Skadeforebyggende vejledninger omhandlende forholdsregler forbundet med den daglige drift af virksomheden kan findes nedenfor.

En mand står i et værksted, han bruger en vinkelsliber og der kommer gnister fra den
Personer  Bygning/Løsøre
Forholdsregler

Nødstop på maskiner (pdf)
Ordensregler (pdf)

Tobaksrygning
Stearinlys og åben ild
Nødstop på maskiner (pdf)
Varmt arbejde (pdf)
Affaldshåndtering
Udendørs affaldscontainere
Udendørsoplag
Oplag tæt på fyr
F-gas oplag
Blokering af flugtveje
Blokering af slangevinde
Teknikrum og fyrrum
Sløjfning af olietank

 

Tobaksrygning

Risikobeskrivelse

Tobaksrygning ved brandfarlige virksomheder/oplag indebærer en øget risiko for at brand opstår, hvilket er den umiddelbare årsag til, at tobaksrygning er forbudt disse steder. 

I korn- og foderstofvirksomheder der forbud mod rygning og brug af åben ild i siloanlæg, mølleriafsnit, maskinafsnit samt i lager- og pakkefaciliteter (Kilde: Tekniske forskrifter)

En rygeordning, som kan være gældende på virksomheden, er normalt en god måde at tilgodese rygernes behov på, samtidig med, at risikoen for en brands opståen mindskes, under forudsætning af, at nedennævnte regler overholdes. 

Risikoforbedring

Det anbefales, at der opstilles hensigtsmæssige, ubrandbare beholdere ved faste arbejdspladser og andre steder, hvor rygning tillades, således at tobaksaffald ikke henkastes tilfældigt. 

Desuden foreslås et tobaksrygningsforbud den sidste halve time, inden arbejdspladsen forlades. 

Tobaksaffald bør ligeledes indsamles i metalbeholdere med låg. Disse beholdere bør mærkes med påskriften "Til tobaksaffald", og bør også tømmes til sikkert sted ved arbejdstids ophør. Der bør også i kontorerne opstilles sådanne beholdere til tømning af askebægre. 

I denne forbindelse skal det nævnes, at rengøringspersonalet ved indsamling af affald bør være udstyret med en særlig beholder til indsamling af tobaksaffald. 

 

Stearinlys og åben ild

Risikobeskrivelse

Glemte stearinlys i bl.a. juledekorationer er ofte årsag til store brande.

Juledekorationer, der står i kantiner og på kontorer når at blive meget tørre, inden de kasseres.

Antændes juledekorationen, sker der ofte en kraftig varmeudvikling, som kan antænde andet brandbart materiale som gardiner og papir.

Risikoforbedring

Det anbefales, at der under ingen omstændigheder anvendes stearinlys eller anden form for åben ild.

Er juledekorationer tilladt i visse områder, kan det anbefales at anvende fyrfadslys placeret i en stabil holder.

 

Affaldshåndtering

Risikobeskrivelse

Virksomhedens indendørs affald kan udgøre en særlig risiko, især hvor der placeres/anvendes mange papirkurve, affaldssække og mini-containere af brandbart materiale.

Dette betyder at håndteringen af affald er et væsentligt led i det brandforebyggende arbejde.

Affald kan inddeles i to hovedgrupper, nemlig brandbart og ubrandbart affald. I denne sammenhæng er det selvsagt det brandbare affald, som interessen samler sig om.

Brandbart affald kan yderligere inddeles i:

  • Affald fra produktion og lager omfattende papiraffald, træ, plast og emballage m.v.
  • Selvantændeligt affald omfattende klude, opsugningsmidler o.l. vædet med brandbare væsker
  • Papirkurve (affald fra kontorafsnit)
  • Tobaksaffald

Et væsentligt formål med udformningen af en affaldsrutine er at holde de forskellige typer affald adskilt.

Risikoforbedring

Affald fra produktionen indsamles for en dels vedkommende via afsugningsanlæg til container i det fri, hvilket ud fra brandmæssige hensyn er en god metode til fjernelse af affald til sikkert sted.

Affald, der ikke indsamles på denne måde, bør indsamles løbende til container med låg. Sådanne containere bør opsættes på afmærkede pladser med en afstand på ca. 2 m til maskiner og oplag, ligesom de bør tømmes til sikkert sted ved arbejdstidens ophør.

Endvidere bør det ved påskrift og information til medarbejderne sikres, at der ikke tømmes selvantændeligt affald eller tobaksaffald i disse containere.

Selvantændeligt affald bør indsamles i metalbeholdere med låg. Beholderne bør være mærket med påskriften "Brandfarligt affald" og bør tømmes til sikkert sted ved arbejdstids ophør.

Papirkurve bør være udført af metal og skal tømmes til sikkert sted.

Vedr. tobaksaffald henvises der til vejledning om tobaksrygning.

 

Udendørs affaldscontainere

Risikobeskrivelse

Affald skal tømmes til sikkert sted.

Ved sikkert affaldssted forstås som en af to ting:

  • Et separat affaldsrum adskilt fra andre rum med BS-bygningsdele 60. Rummet bør have direkte adgang til terræn i det fri
  • Lukket stålcontainer i det fri. Affaldscontaineren bør opstilles, så en brand i containeren ikke kan brede sig til bygningerne

Risikoforbedring

Udendørs affaldscontainere skal være af stål (ubrandbart materiale).

Containere skal være forsynet med låg, der kan aflåses. Lågene må kun åbnes ved brug og skal ellers være aflåste.

For at forhindre påsat brand og brandspredning, samt sikre tilkørsel for redningsberedskabet skal containere placeres forsvarligt.

Dette kan normalt anses for opfyldt, hvis containeren anbringes mindst 1 meter fra en tegl- eller betonvæg uden åbninger. Afstanden til nærmeste åbning i ovennævnte væg eller tagudhæng skal minimum 5 meter.

Afstanden til brandbart oplag som ikke opfylder ovennævnte krav skal være mindst 10 meter.

 

Udendørs oplag

Risikobeskrivelse

Udvendige oplag af brandbare materialer, som træpaller, plastkasser, affaldsoplag m.m. udgør i mange virksomheder en upåagtet brandbelastning, og øger risikoen for brandsmitte mellem de enkelte bygningsafsnit.

Der er stor risiko for, at en brand i oplagene kan brede sig til bygningerne via døre, vinduer eller ydervægge af let konstruktion, hvorved skadeomfanget øges væsentligt.

Herudover er der forøget risiko for, at en pyroman starter en brand i et sådant oplag

Risikoforbedring

For at nedsætte risikoen, må udendørs oplag af brandbare materialer placeres i sikker afstand fra bygninger.

Ved sikker afstand forstås i denne forbindelse en afstand af min. 15 meter.

Afstanden bør øges i takt med, at oplaget øges.

 

Oplag tæt på fyr

Risikobeskrivelse

Gløder eller gnister fra en forpufning kan starte en ulmebrand i det brandbare oplag. I ulmebrandens natur ligger der, at den er længe om at blive opdaget.

Dette betyder igen, at en brand faktisk kan være under udvikling når hele eller dele af virksomheden forlades til fyraften.

Risikoforbedring

Det bør med et gitter eller anden form for afstandsværn sikres, at brandbart oplag holdes i en afstand på 2 meter fra fyret.

 

F-gas oplag

Risikobeskrivelse

Oplag af F-gas skal markeres ved skiltning.

I tilfælde af en brand er der risiko for at slukningsmandskabet ikke bliver advaret om oplaget af trykflasker.

Konsekvensen kan være personskader.

Herudover vil slukningsmandskabet ikke kunne yde fuld sluknings-indsats, før der er skabt sikkerhed for, at alle trykflasker er fjernet.

Dette giver erfaringsmæssig en afgørende forsinkelse af sluknings-indsatsen.

Adgangsveje skal være forsynet med mærkatet

”Oplag af gasflasker”

Gasflasker bør opbevares efter reglerne for F-gas. Se Tekniske Forskrifter af 15. december 2010 udgivet af Beredskabsstyrelsen samt den tilhørende vejledning.

Se også Notat om gas i Grovvarerne, som giver overblik over de mest almindelige gasoplag på en grovvarevirksomhed.

 

Blokering af flugtveje

Risikobeskrivelse

Formålet med flugtvejene er, at de mennesker, der opholder sig i bygningen, så hurtigt som muligt kan komme i sikkerhed i eller uden for bygningen i tilfælde af brand, enten ved egen eller andres hjælp.

I en krisesituation vil medarbejdere ikke kunne benytte alle flugtvejsdøre, da disse ofte er spærret af diverse oplag.

Begynder en person at fjerne oplag foran en flugtvejsdør eller på flugtvejen, vil røg og varme hurtigt overmande vedkommende.

Konsekvensen kan blive lemlæstelse eller tab af medarbejdere.

Risikoforbedring

Vi vil foreslå, at det indskærpes overfor medarbejderne, at flugtvejene skal holdes fri for oplag, samt at der laves en zebrastribet opmaling på gulvet, som angiver flugtvejen hen til døren.

Ifølge bygningsreglement 2010, kapitel 5.2, stk. 1 skal en bygning udformes og konstrueres på en sådan måde, at evakuering kan ske via flugtveje eller direkte til det fri fra et vilkårligt sted i bygningen.

Evakuering skal ske til terræn i det fri eller til et sikkert sted i bygningen. Et sikkert sted kan være en anden brandmæssig enhed, som f.eks. kan være en anden brandsektion, hvorfra der er mulighed for evakuering til terræn i det fri.

Flugtveje / flugtvejsdøre skal være opmærkede og friholdte, således at de frit kan benyttes. Flugtvejsdørene skal kunne åbnes uden brug af værktøj.

For yderligere uddybninger henvises til Bygningsreglementet

 

Blokering af slangevinde

Risikobeskrivelse

I forbindelse med en brand er det meget vigtigt, at adgangen til slukningsudstyret kan foregå uhindret, for at en første indsats kan være effektiv.

Er dette ikke tilfældet, vil selv en mindre brand kunne nå at brede sig, inden slukningsmandskabet kan nå frem.

Andre vitale dele af virksomheden kan herved blive så kraftig beskadiget, at en større forsinkelse i leveringer vil opstå.

Risikoforbedring

Området omkring slangevinder skal holdes ryddet, så adgangen kan foregå uhindret.

Herudover er en tydelig skiltning for placering af udstyret absolut nødvendig for en hurtig og effektiv slukningsindsats.

Som hovedregel bør udstyret placeres ved flugtveje.

 

Teknikrum og fyrrum

Risikobeskrivelse

Teknik- og fyrrum anvendes ofte til oplag af diverse materiel og materialer.

Sådant oplag kan dels hindre fornuftig brug af rummet og dels vanskeliggøre en effektiv slukningsindsats ved evt. brandtilløb, idet gløder eller gnister fra en forpufning kan starte en ulmebrand i det brandbare oplag. I ulmebrandens natur ligger der, at den er længe om at blive optaget.

Dette betyder igen, at en brand faktisk kan være under udvikling når hele eller dele af virksomheden forlades til fyraften.

Risikoforbedring

Sørg for, at teknikrum er ryddelige og friholdt for brandbart oplag.

Er der risiko for gløder, bør det med et gitter eller anden form for afstandsværn sikres, at brandbart oplag holdes mindst 2 meter fra fyret.

 

Sløjfning af olietank

Risikobeskrivelse

Forældede olietanke skal sløjfes.

DGF Reinsurance’s medlemmer skal være opmærksomme på, at der ikke bør opbevares brændselsolie i gamle nedgravede olietanke.

Risikoen for lækage og dermed olieudslip øges dag for dag.

Risikoforbedring

Tankinstallationen skal lovliggøres.

Alt efter hvilket fyr olietanken forsyner, bør det overvejes, om der er mulighed for tilslutning til et kommunalt fjernvarmeanlæg.

En udskiftning kan være gunstig i forhold til risiko for olieforurening, udskiftning af tank og drift af oliefyr.